Workshop: 'Jeg husker...'

Deltagere søges til workshoppen 'Jeg husker...' d.14.-15. marts kl.11:00–17:00 på Godsbanen, Århus.

Vi søger en mindre gruppe frivillige (ca.8) til at deltage i en workshop, hvor vi vil undersøge og eksperimentere med forbindelsen mellem minder og sanser. Det du kan bidrage med er dine minder. Vi vil hovedsageligt fokusere på barndomsminder, og som deltager i workshoppen vil du komme til at arbejde med dit eget "materiale" såvel som andres, samt mere abstrakt materiale/ideer. Vi er interesserede i at undersøge hverdagsminder, og deres potentiale for at vække genklang og fremkalde minder hos andre. Via vores undersøgelser sigter vi mod at kunne skabe et performativt mindearkiv.

Vi er hos Laboratoriet i Aarhus d.12.-20.marts som en del af Research in Artistic Practice Programme (RAPP 2015). Workshoppen indgår som en del af vores eksperiment, så materiale fra workshoppen vil muligvis indgå som en del af vores fremlæggelse på den afsluttende konference d.20 marts på Svalegangen. 

At deltage kræver ingen tidligere scenisk erfaring, men vi forventer at alle er åbne og villige til at dele (historier, bevægelsessekvenser, meninger, etc.) med gruppen.  

Hvis dette lyder spændende (eller I har nogle spørgsmål), så send en mail til Laboratoriet på louise@1til1produktion.dk

Efter tilmelding vil der følge yderligere oplysninger. Vi glæder os til at møde jer og udvide vores mindearkiv. 

Lise Aagaard Knudsen & Karen Eide Bøen